Vedtægter for ambassadørforeningen ved Randers Bryghus

Foreningens navn: ”Ambassadørerne ved Randers Bryghus” (ARB)

Kommune: Foreningens hjemsted er Randers Kommune

Foreningens formål:

  • At være ambassadør for Randers Bryghus
  • At udbrede kendskabet til Randers Bryghus og deres produkter
  • At være bagmand og løfte i flok
  • At være erfagruppe for Randers Bryghus

Medlemmer

Som medlem kan optages enhver mandlig person, der er fyldt 18 år og anbefales af to eksisterende medlemmer samt indbetaler indmeldelsesgebyr på kr. 500

Foreningens ledelse

Foreningen ledes af 2 medlemmer valgt på generalforsamlingen i november måned. Disse konstituerer sig som formand, kasserer og sekretær og aftaler indbyrdes opgavefordeling.

Ledelsen vælges for 2 år, og afgår efter tur. Genvalg kan ske. Rækkefølgen aftales indbyrdes fra 2014 at regne.

Bundne ledelsesopgaver

Ledelsen indkalder til og forbereder de to årlige generalforsamlinger. Den ordinære generalforsamling afholdes fast i november måned medens midtvejs generalforsamlingen afholdes i maj/juni måned.

Ledelsen koordinerer om nødvendigt øvrige aktiviteter foreslået af medlemmerne eller ledelsen selv.

Ledelsen forestår det økonomiske, herunder opkrævning af kontingent, registrering af nye medlemmer etc.

Indkaldelse til generalforsamling

Indkaldelse til generalforsamling foreningens to generalforsamlinger sker ved mail til hvert enkelt medlem med mindst 14 dages varsel

Dagsorden for ordinær generalforsamling i november måned

Dagsorden for den ordinære generalforsamling i november skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Ledelsens halvårsberetning
  3. Fremlæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse
  4. Fastsættelse af kontingent
  5. Valg af 1 medlem til ledelsen
  6. Valg af revisor
  7. Eventuelt
  8. Brygmesterens beretning

På den ikke-ordinære generalforsamling består den faste dagsorden alene af følgende punkter.

  • Halvårsberetning
  • Eventuelt
  • Brygmesteren har ordet
  • Kåring af årets laksekaster

Yderligere punkter, der ønskes behandlet på en af de to generalforsamlinger, indsendes til et ledelsesmedlem senest 7 dage før generalforsamlingen

Stemmeret: På generalforsamlingen gives hvert medlem én stemme

Revisor: Foreningen vælger på hvert års ordinære generalforsamling en revisor

Tegningsret: Foreningen tegnes af de to medlemmer af ledelsen

Regnskabsår: Foreningens regnskabsår er fra 1. oktober til 30. september

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling, Randers, 25. november 2014.